jeg begynder at vikle bandager om mine hænder
længe før de bliver skadet
og slår knoerne ind i væggen, til det holder op med at gøre ondt.
hvis jeg planlægger tragedie, kan intet ødelægge mit liv.

jeg vil ikke slå dig ihjel.
kun dele af dig vil jeg nedbryde, så det der er tilbage kan vokse
eller undgå den kugle, der ellers ville have ramt kød
og lagret sig i dig som det evige ømme punkt
smerten, der er harmløs i sig selv
men slår dig ihjel, når nogens velmente kærtegn får dig til at snuble ud på kørebanen.

det er udmattende, så nøje jeg må
afbalancere mine lussinger
så de er stærke nok til at fremkalde vrede, men ikke had.
du skal have tænder skarpe nok til at rive gennem mit kød
men ikke så skarpe, at du bider dit eget gab i stykker.

jeg tilbringer mine nætter med at fundere over
om du nogensinde vil se tilbage på min snerren som et kærtegn.

dagene går med at smadre hovedet ind i spejlet
og fantasere om den dag, hvor du besejrer mig
og jeg endelig har nået mit mål.

det er ikke dit slag, der får min næse til at bløde,
men min mangel på en rustning

jeg tager det fulde ansvar
for mit skævtandede, øretæveindbydende ansigt
og min påfaldende mangel på fysisk styrke
jeg tager ansvaret for, at jeg ikke har lært en kampsport at nedlægge dig med
men i stedet tilbragt mine dage med at skrive lister over måder, jeg kunne undgå dig på

jeg tager det fulde ansvar
fordi det i så fald stadig er mig
der har magten

er knytnæveslaget altid den nødvendige afslutning
på en god vittighed?
kan jeg forestille mig det gutterale grin uden en mavepumper?

jeg er bokseren, der kun tæver dig for at smadre og genopbygge mine knoer.
det er ikke en hvid løgn, at det gør mere ondt på mig
end det gør på dig,
men det ér en rent fysisk beskrivelse. boksere har ikke sind,
kun intentioner,
og intentioner skal omsættes til handling så hurtigt som muligt.

jeg fjerner mine handsker for at skåne dit ansigt.
når du græder af smerte, lyder det næsten som latter.

jeg banker panden ind i mit spejlbillede,
det føles som at skyde til måls efter mine tanker.

splinterne af reflekteret omverden sætter sig i hud og hår.

haha,
nu kan du ikke se på mig
uden samtidig at se
dit eget ansigt gå i stykker.

min pande er en streg af størknet blod
som har jeg ridset huden af for at undgå,
at du kan markere mig som løgner med et simpelt stykke kul.

mine snitsår er en vits, som indebærer sin egen latter,
men som endnu ikke har fundet
sit knytnæveslag.

måske er det rigtigt, at dine varme fingre
blot er ti afstøbninger af en form, der ikke findes
og at det ikke giver mere mening at græde, når du trækker dem væk
end at græde over tabet af dejen, når den skæres i stykker
og bages på rad og række til små, porøse
reagensglasorganer

jeg vasker hajens himmelvendte gab af min hånd

nu fører alle veje til ro

du er et åbent sår i min kalender
en plan, jeg ikke indså at jeg havde før den blev aflyst
dit venskab er en fantomarm, der ligger umærkeligt i den fysiske arm
og venter på amputationen, der lader den træde frem

enhver der har sprunget i faldskærm
ved, at der ikke så meget er tale om et spring
som en forskrækket snublen ud af flyet
når hopmesteren pludselig skriger “HOP!”

kun flugtinstinktet overtrumfer sikkerhedsinstinktet
så enhver ekstremsport må planlægges
som en nøje orkestreret serie af chok

i øjeblikket efter dine fødder har mistet flyet
er alt kaos.
så river faldskærmen dig opad
og du hænger fredeligt og lydløst i en lomme i faldets tid

dette er udspringets bedste øjeblik:
efter chokket har lagt sig
men før du skal begynde at tænke
over, hvilken serie af ryk i højre og venstre rem
der vil føre til, at du som en magnetisk fjer daler ned
og rammer plet
i det store kryds på jorden

jeg har ladet min pistol med sommerfugle
fordi jeg ikke ønsker at slå ihjel
jeg elsker bare min pistol for højt

jeg tager hårdt fat om den for at mærke at den er min
og så klikker aftrækkeren

kuglen folder sig ud og flakser rundt
indtil den lander på din skjortes brystlomme

en smule nektar glider ud fra din mundvig

jeg krøller mine tæer sammen og vender dem ind mod hinanden
som kan du stjæle mine skridt, hvis jeg blotter mit grundlag

du går i cirkler omkring mig
men du kan ikke røre mig, så længe
jeg har krydset
der peger forbi dig