som lysende tanker gennem et kranie af skyer [14:59]

jeg brænder papirstykker af
bare for at se dem vride sig
i den kemiske reaktions beroligende varmedans

det hyggeligste i verden
er at se en ting
holde op med at være en ting

det øjeblik, jeg elsker mest,
er når de sidste lysende strenge
har gået deres gang gennem den sortgrå masse
og papiret, blot et øjeblik,
mens det falder sammen til sin sidste
skitseagtige form,
ligner noget dødt,
der engang var levende

en sø af træ [14:39]

du siger fremtidsplaner
jeg siger origami
det kræver kun syv folder at gøre en frokostaftale til en svane
der glider bort på bordets rolige
overfladespænding

askebøger [14:25]

hvis du udskriver et bål
så rør ikke ved det, før blækket er brændt tørt
siger jeg på tegnsprog
med mine sodede hænder

hvis du brænder dit skattekort
bare for at klappe dets munde sammen
og se det ryge sig selv som en smøg
så husk at slippe papiret, før dets varme
handsker sig ind over din hånd

tab din ild i et askebæger
ilden, ikke dine hænder
skal folde papiret til en sten