jeg vil bygge en bro af tebreve og cookies, den skal strække sig fra mine medudstødtes mørkeste nassau til den højeste terrasse på tryghedens manhattan, se mig springe ind i samfundets stue med hundrede hvide flag som shorty it’s your birthday, med så mange venlige smil så uintimiderende så uaggressiv, kom lad os snakke til vi bliver en spejlsal clement kjersgaard kan fare vild i, men åh sikken kinesisk vandtortur at lægge planker over samfundets stride strømme og se dem brækkes op og bruges til galger af vane af det godkendte menneske, åh undskyld var det din bro vi troede det var dagens tømmerlevering, sikken technonat i guantanamo at sætte sig ved det lille forhandlingsbord og få lussing på lussing mens jeg forklarer tålmodigt (husk det venlige smil) at det ikke er rart at blive slået, sikken staccato i samtalerytmen når du afbryder mig for at bede mig forklare det igen, når du uddeler konstruktiv kritik with a side of smæk som kage til kaffen til mine kinder er røde som vrede som kamp, og rødmen spreder sig til blodbanen og når galdeblæren hvor den omdannes til grønt og retningsløst raseri, nej fuck det fade to nothing glem de gode intentioner, jeg er for pavlovsk en bitch og ingen krig kan være voldsommere end denne fred, så jeg slår igen og ser dit overraskede ansigt forvandle sig til foragt “hvor vover du at behandle mig som en ligemand”, jeg har diskvalificeret mig selv og jeg er lettet, se mig detonere alle byens bomber, se mig bygge en bro af is og flammer tilbage til skyttegraven hvor mine allierede står med geværer af tørlagte kuglepenne og kaster nunchakunæver omkring mig så stille som døre der lukker sig