Grundlæggende tænker vi skriget forkert
det er ikke et bevidst forsøg på kommunikation
det er kropskerne, mellemgulv og bugstøtte
der klemmer lungerne sammen som
metalliske tandpastatuber
fra under den kolde krig

Som strukturelle svagheder
løber forkastningerne fra Big Bang
stadig gennem universet

Som gadelygter bryder
diamanterne i stille brand
på skibets dæk

Som ufuldstændige manøvrer
sejler alting ind i sig selv
og synker sit sølvtøj

som brusetabletter i svælget
er intet heromkring
værd at bjærge

jeg er beredt på at dø
på samme måde
som kirurgen er det
i det øjeblik, hvor han for første gang ser ned i den åbne brystkasse
og genkender sine egne organer

Mandens omløb virker langsomt
som en sympatisk nervegift
men ikke langsommere
end seerne der lader
ham æde slangen
for åben skærm

Gladiatoren virker beredt på at dø
men ikke mere beredt
end Cæsar der smiler fra sit
sæde på bagerste række

han tegner sit navn med en kulstift i panden
og hopper som en cirkushund gennem
de røgringe, hans herre danner
fra egen livslange halsbrand

skibet er ladet med diamanter og et hus
spredt som en eksplosion
i alle verdens forstæder
og der er ingen udvej fra eget hjerte

kærlighed er et spørgsmål om programmering

kaos er et spørgsmål om tid

Hun hoster vejrsystemer af fjer
som en form for domsafsigelse
over soveværelsesgulvet

dets sejlrender af pis
der deler urskoven i
forkullede kulisser omkring
forlystelsesparkens stier
og forgrener sig i halvmørket
efter mineralerne der græder
tænder ud af drypstenhulens mund
som et dobbeltradet rige
af papmache og tapetklister

hver nat vokser hendes gevir ud igen
og jeg kan ikke hverken lade eller hænge
min fars riffel ordentligt op

Hun blæser røgringe
ud fra altanen på fjerde

I Nepal bliver bjergsiden farvet
rust under et kemisk udslip

Aktien stiger ud af sit indeks
og snubler som en trediverstarlet
på den røde løber

Kaosteori er et spørgsmål
om smadret formatering

da jeg var barn, troede jeg at alle bier
var små ukritiske
kamikazepiloter

nu tænker jeg, at alle mine fobier måske
er baseret på den samme paranoia:
ideen om, at et væsen hellere vil dø
end undlade at skade sine omgivelser

På parkeringskælderens underste niveau
åbner hun en mere eller mindre tilfældig
sportsvogn med sit plastikkort

Syningen i hendes orange kjole

er begyndt at gå op

i selvreplikerende datastrenge

Hun ved ikke hvad hun vil
så hun gaber videre
i sit forsøg på at sluge verden

<New Construction Options>

pumper verdensaltet ud af olietårne
vi kan ikke have det gris til at ligge og fylde under vores fødder
mens vi blot bliver mere og mere grådige
byg raketter, fyld dem med sort guld
og send dem til planeter, hvis befolkning
kan tolke billederne
i væskens ansigt
bedre end os