livet er en række gemytlige kropsvisitationer
nogen gennemlyser dine personlige ejendele
mens han fortæller en vits, du glemmer
at grine ad
fordi du et øjeblik har mistet dit pas af syne
din fangevogter har øjne som udstrakte hænder
og et skridt som smuglet heroin
og et øjeblik overvejer du
at give ham dit nummer, men du standser dig selv ved tanken om
at hans fingre i dine kropsåbninger
altid vil føles
som om han leder efter noget
Over skyerne er alt en optisk illusion.
Det er et trosspørgsmål, om markerne af vat
i en dybere virkelighed er ansamlinger
af fordampet vand.
Det er et tilfælde af overtro,
at det fly, jeg sidder i, bevæger sig 600 km/t
hurtigere
end en hestekærre,
og at endnu et fly ikke hænger stille
over horisonten for enden
af en hale af røg,
men bevæger sig lige så hurtigt
uden at passere noget, jeg kan bruge som baggrund.
jeg er ikke designet til store vidder.
jeg er ikke muteret nok til disse syn.
det øjeblik, jeg forlader landet
bliver mine penge til metal i min hånd
og mit sprog en hemmelighed, jeg kan sige højt
jeg er en radio, der sender støj på alle kanaler
jeg er en nybygget villa fyldt med genstande uden funktion
deres skønhed bevaret,
men affektionsværdien forsvundet
fordi alle, der elskede dem, er døde
Mens svømmefødderne med stort besvær maser vandet bagud, glider toppen af gåsens isbjerg jævnt og stateligt frem som ved tankens kraft. Vi siger at gåsens primære transportform er psykokinese. Ikke fordi vi ikke tror på det, der er under vandoverfladen; Men det er som om det tilhører en anden verden. En verden som gåsen, ligesom heksedoktoren, har eksklusiv adgang til, og som det ville være hybris at se for sig. Fanger man gåsen og sætter den i en indhegning, kan den stadig sætte sig ned og derved gemme sine fødder under kroppen, så græsset forvandles til bølger, hvorpå gåsen flyder. Så må vi tro at den kun er i ro, fordi den ikke ønsker at bevæge sig i nogen retning.
På min efterskole faldt de mus, vi havde på loftet, til tider ned i de gennemsigtige loftslamper. Hvis man var på vej ned ad gangen og tilfældigvis så op, fik man øje på fire små hænder og en lang hale som et stykke snørebånd, der en gang imellem skiftede position, fordi musen drejede langsomt rundt om sig selv. Dyrene virkede sært upåvirkede af den uvante situation; Nogle gange virkede det endda, som om de ikke havde nogen særlig interesse i at flytte sig fra deres placering tæt på den blændende pære. Jeg var altid bekymret for, at det lille stykke udstillet biologi ikke skulle finde ud af lampen og ville dø i fuld offentlighed, mens jeg stod nede på gulvet og rakte hjælpeløst ud. Men der gik aldrig mere end en dags tid, så passerede jeg under lampen, så rutinemæssigt op, og opdagede at musen var forsvundet.
Når jeg ser billeder af andre folks lejligheder, opstår der en stærk længsel i mig efter at stå i de rum, alene. Et ønske om at eje den plads i verden, at gå rundt i den som én der er berettiget til netop denne lejlighed, som med selvsikkerhed kan kalde den sit hjem og ikke dele den med nogen. Jeg elsker mit eget rum, jeg elsker at gå ind i det og lukke døren, som man sætter et batteri i en maskine; jeg bygger det op med konstellationer af møbler og ordner det som en rede; men andres tiltrækker mig med endnu større kraft. Især når jeg ser ud af vinduet i et tog eller en bus om natten, og stuerne står varmt oplyste på sort baggrund som et udbudt hjerterum. Jeg ønsker altid at flytte ind. Men når jeg endelig gør det, er det i tomme værelser uden personlighed, uden lamper. De andre mennesker tager altid stuen med sig når de går.
Jeg sad på Roskilde Station, på vej til mit arbejde i København, og ventede på toget. Det var varmt, så jeg havde taget skoene af og stillet dem ved siden af mine tasker. Da jeg rejste mig for at gå, så jeg at de var væk. Jeg gik hen og spurgte et par unge piger, jeg havde set tæt på mig, om de havde taget mine sko. De nægtede med et ironisk udtryk, der afslørede at de løj. Da jeg begyndte at rode i deres tasker, stillede deres far sig imellem os og spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde at hans døtre havde stjålet mine sko. Han havde åbenbart set dem tage skoene, da han vidste hvilken type jeg talte om, så jeg fortalte hvilken butik jeg havde købt dem i og at de kun havde kostet et par hundrede. De var tydeligvis velhavende nok til sagtens at kunne købe et par til hver af pigerne. Han prøvede at give mig pengene, og jeg blev vred og sagde at jeg ville have mine sko, ikke hans penge. Om hans døtre måske ikke havde noget på fødderne i forvejen. Pludselig løb de alle væk, og jeg fulgte efter dem og råbte ‘stop tyven’. En anden mand greb fat i faderen og holdt ham tilbage. Da han stadig ikke ville give mig skoene tilbage, tog jeg hans pung ud af hans lomme og løb. Han råbte ‘stop tyven’, og et par sikkerhedsvagter greb fat i mig og gav ham pungen tilbage. Jeg forklarede sagen for dem, men de troede ikke på mig – jeg havde jo lige stjålet en pung, så selvfølgelig var jeg en løgner. Det bedste de kunne tilbyde mig var ikke at arrestere mig. Så jeg måtte se mig besejret og gå tilbage til mine tasker, som ikke var blevet stjålet i mellemtiden. Jeg købte ny billet og steg ombord på det næste tog, men blev smidt af igen før afgang, fordi jeg ikke havde sko på, og det var påkrævet i toget. Det var søndag, og de næste to dage var helligdage, så der var ingen mulighed for at købe et nyt par noget sted. Efter at have prøvet lykken med busserne og taxaerne og derefter et hotel at overnatte på – ingen tog imod, hvis man ikke havde sko på – forsøgte jeg at ringe til min arbejdsgiver, men både min mobil og min bærbare var løbet tør for strøm, for jeg havde regnet med at oplade dem i toget. Fortvivlet gik jeg byen tynd i et par timer, til jeg endelig, træt og øm i fodsålerne, måtte indse at jeg skulle begynde at lede efter en gyde at tilbringe natten i. Jeg forbandede mig selv for at have våget så opmærksomt over min pung, mine nøgler, min computer og min mobil, når nu ingen af disse ting ville have været så katastrofale at miste som mine sko.
Jeg havde altid været naturligt skaldet. Folk omkring mig så det som en abnormitet og havde ondt af mig, og den eneste der fortalte mig at jeg så godt ud var John. Når han kærtegnede mig, forsømte han aldrig at kysse mit nøgne hoved og gnide det blidt med sin håndflade, som om han ventede at se en ånd dukke op. Når han gjorde det, føltes det som om mit hjerte rejste op i mit hoved; Der var stadig en muskel, der dunkede i mit bryst, men dette hjerte i min hjerne var en slags konstant varme, noget der var for intenst til at være rytmisk. Når jeg var alene, gned jeg mit hoved og fik lyden af Johns stille nynnen til at resonere derinde. De dele af min krop, han bedst kunne lide, var der hvor knoglen var tæt på huden, han sagde at jeg føltes stærk der, solid. Han kunne ikke lide hvordan musklerne ændrede form hele tiden. Da min mor gav mig en paryk i fødselsdagsgave, satte han den på en pind, han plantede mellem mine varme balder, og mine bukser holdt den oppe, så den lignede en hestehale. Nogle gange, når vi dyrkede sex, satte han parykkens pandehår i min røv og fik mig til at gå rundt på alle fire med håret dinglende fra side til side, så det kærtegnede mine lår. Han døde i et biluheld, og i mange, mange måneder sad jeg bare i mit soveværelse og gnubbede hele min krop med mine hænder, prøvede at finde den nynnen et sted, men den var væk. Der var kun hjertemusklens dunken, den utålelige musik. Jeg så mig i spejlet i et forsøg på at finde noget anderledes, noget der kunne give mig en ledetråd, men det var altsammen blot hud og negle, øjne og tænder, det var som om jeg pludselig havde mistet en del af min krop og glemt den samtidig. Parykken var en rådnende ild på bordet. Ligegyldig hvor meget tøj jeg havde på, følte jeg mig altid nøgen. Så til sidst tog jeg det bare af og satte spejle op på alle min lejligheds vægge, store skånselsløse spejle der viste mig alt på en gang. Nogle gange måtte jeg vende blikket mod loftet bare for at få et øjebliks fred. Og intet gav mening for mig; Der var ingen verden udenfor. Lyden af banken på døren var kun et hånende ekko af mit eget hjerteslag. Så kom noget pilende hen over gulvet. Det stoppede ved et af spejlene, forskrækket. Det lignede en mus, men det havde samme farve som min hud. Jeg gik tættere på og indså at musen var hårløs. Den skød væk fra mig, og jeg fulgte efter så hurtigt jeg kunne. Vi løb sådan rundt et godt stykke tid, indtil musen standsede midt på stuegulvet. Jeg gik langsomt hen imod den, bange for at den ville løbe væk igen, men den stod som var den frosset til is. Da jeg lænede mig over den for at tage fat i den, forsvandt den. Jeg stirrede på det tomme gulv, forundret. Og så fossede håret ud af mit hoved.
