nu leder de efter mig igen
den lykkelige luder
for at sende mig hjem til Afrika
hvor kvinderne efter sigende
har så få rettigheder, at de må alting
men sjældent har pengene til at gøre det
eller måske er det journalister, der er på jagt igen
med lygter, råb på dette uforståelige danske
og frådende schæferhunde
der snuser sig gennem natten
efter de stoffer, de har fået for vane at søge
selv når de ikke får besked på det

jeg ved ikke hvad de vil
så jeg trykker mig bare som altid
ind mod muren
og forsøger at ligne en neger i et kosteskab

jeg råber efter de tomme gange
og skælder ud på klasseværelserne

det er ikke dig, jeg er vred på
det er tomheden efter dig
de ord, der ikke længere bliver sagt
fordi det ikke giver mening
at sige dem til ingen

jeg sætter mig til rette i en stol
hvis jeg venter længe nok, vil nogen nok stille sig op
foran tavlen
og holde det tiltrængte foredrag

Nu leder de efter mig igen
og råber på gangene
hvad fanden der foregår
og tro mig
jeg ville svare
hvis jeg altså kunne
men schæferhundenes speedede gøen
lygternes søgende kegler
og mørkets hysteriske vrælen
gør mig ude af stand til tænke
jeg lægger mig død
det forsvinder nok igen

I den her skov er vi alle forbundne
rodbehandlinger falbydes med mængderabat
men hvem er det, der skal komme og vikle os ud
køre os væk som tømmer på en lastbil
bare nogle timer mod syd
med drømme om nye liv
som tandstikkere på en bøfrestaurant
smudsomslag på knaldromaner
eller havestole med flere indstillinger

når jeg skriger ad dig
er det ikke for at starte et skænderi
men blot for at nå
dit høje G-punkt

sig mig hvilken brummen, der skaber samme resultat
og jeg vil sænke stemmen med det samme

også for naboernes skyld

Hvis man ånder på is
højlydt og længe nok
vil det på et tidspunkt forsvinde
det er kun et spørgsmål
om tålmodighed

filosoffen trasker rastløst rundt gennem universitetets gange
og gentager for sig selv “hvad er meningen med det hele?”

den altid årvågne studievejleder
tager et fast greb i hans skjorte
rykker ham ind på sit kontor
og fortæller ham, hvad hans afhandling skal handle om

filosoffen sætter sidste sætning i sin afhandling
– ordene “hvad er meningen med det hele?” –
og sender den til bedømmelse

da han skal forsvare afhandlingen for censorerne
træder han op til podiet
og gentager den samme sætning i tyve minutter:
“hvad er meningen med det hele?”

hans tale, da han modtager Nobelprisen
er endnu mere sagte, næsten som sagt til sig selv,
gentagelser af sætningen
“hvad er meningen med det hele?”

hvis jeg nu tager en uniform på
og sætter mig ind i en tofarvet bil
vil du så love at bryde loven
så snart som muligt
så jeg kan køre dig ned
tage dig med på hospitalet
og bede lægen operere
lidt anstændighed ind i dig?

når man betragter solopgangen så langt nordpå
er den så gradvis, at den ikke så meget ligner
en opgang
som en gigantisk brændende smutsten
der slår dovne gnister hen over indlandsisen

jeg tabte en sten fra Amazonskoven
da jeg svingede pisken, og ti ivrige hunde
alle på samme tid forsøgte at rive sig fri
af deres læderkæder
så slæden rykkede fremad, og jeg måtte slippe
hvad jeg havde
for at følge med

den sten har ligget tæt på mit hjerte så længe
at den har suget min varme til sig
og så snart jeg var ordentligt fastklamret til slæden
mærkede jeg vinteren
snige sig ind i mig

alligevel tør jeg ikke tage tilbage
for at finde den

for hvad nu
hvis den ikke længere er der

Hvis jeg nu lægger mig
ned på ryggen
vil du så operere mig
jeg er sikker på
at der må være en del eller to
der alvorligt trænger
til at blive skiftet ud
når du er færdig
kan vi sætte os ind i den bil
som du så længe gerne har villet
og køre lang pokker i vold
og rulle vinduerne ned
og skide på det hele
og høre punk til fuglene flygter
og højttalerne sprænges
og elske i græsset
mens nattefrosten bider
i vores hud
alt det
kan vi gøre
men først må du hjælpe mig
og finde skalpellen frem
gør det nu