Sild

Sildestimen er en kæmpeorganisme uden hud. Som en blåhval brudt ned i tusindvis af små spejlinger af sig selv svømmer havets smadrede discokugle omkring, uhæmmet af en fast form eller nogen andre typer af organisering. Det er sandt, at det kan se ud, som om stimen har en leder og op til flere mellemledere, der styrer mængdens bevægelser med reflekser som et knæ, der ikke kan vente på hammeren. Det er sandt, at når de sekstusind udtryksløse øjne glider forbi som de glimtende skæl på en slange, må dykkeren tro, at flokken styres af en form for telepati. Men i virkeligheden er stimens bevægelser blot resultatet af hver enkelt fisks behov for at være cirka 5-10 centimeter fra en hvilken som helst artsfælle. I en række eksperimenter har man fjernet den del af hjernen, der indeholdt dyrets nærhedsrefleks. En fisk, der mangler denne hjernevinding, svømmer gladeligt væk fra stimen. I dens kølvand skabes et hidtil uset opbrud mellem de fisk, der er for tæt på afvigeren til at kunne opgive den, og de fisk, der er omgivet af mange flere artsfæller længere inde i gruppen. Af silden kan vi altså lære, at det vigtigste karaktertræk, en leder kan besidde, ikke er evnen til overtalelse – men blot en patologisk ligegyldighed overfor, hvem der følger med, når man rejser væk.

Autist

I tidernes morgen havde menneskene fire arme, fire ben og et janushoved med et ansigt på hver side. For os ville de ligne to mennesker, hvis rygge var groet sammen; Men for den tids øjne var det sådan, ét menneske så ud, og man vrængede med begge munde ved tanken om den toarmede, etansigtede vanskabning, vi kalder individet. Aristofanes fortæller, at menneskenes evne til at se både hvor de kom fra og hvor de var på vej hen gjorde dem arrogante og fik dem til at udfordre de ensidige guder. Derfor skar Zeus dem midt over og spredte dem ud over jorden, så de måtte tilbringe resten af evigheden med at søge med sultent tunnelsyn efter deres anden halvdel. Dette er kærlighedens oprindelse.

Men i tidernes morgen fandtes også mennesker med to arme, to ben og ét ansigt. Mødre, der fødte en sådan skabning, stødte den fra sig i en blanding af væmmelse og sorg over ikke at have kunnet producere et helt barn. Men misfostrene led ikke af den længsel efter en anden halvdel, der senere blev de almindelige mennesker til dels; Faktisk syntes de at være voldsomt lykkelige i beskuelsen af egen navle og blev kun fortvivlede, når man forsøgte at forene dem med andre. Disse vanskabninger findes stadig. Men de har mistet den ubekymrethed, de havde i tidernes morgen, for når de ser sig omkring, er det ikke længere åbenlyst for dem, at de er født til at være alene. Og således tilbringer de livet med at strejfe rastløst rundt i søgen efter den sjæleven, de aldrig vil have haft.

Avis

Alt, hvad vi læser i avisen, er baseret på en sand historie. Selv bag reklamen med sit luftbørstede arrangement af ansigter, kroppe og farver er der et stykke virkelighed, som læseren kan købe og krybe ind i. Men vi må ikke glemme, at også avisen er et stykke virkelighed, som den ligger tankevækkende og håndgribelig på bordet. Det er ikke uden grund, at vores venner ser forarget og nærmest medlidende på os, hvis vi siger at vi ikke læser avis. For ligesom vi står udenfor samtalen, hvis vi ikke så X Factor i går, eller hvis vi ikke stemte til folketingsvalget, fordi vi ikke kan kende forskel på partierne – sådan er også avisen et samlingspunkt for de samtaler, der i sidste ende vil forme vores tilgang til verden, os selv og hinanden. Avisartiklen vil altid være mere relevant for os end de mennesker, vi ser gennem dens filter – og som vi sandsynligvis aldrig vil møde.

Connaisseur

Connaisseuren sidder i sit guldfængsel og keder sig. Han ser op fra sit vinglas, ud på det perfekt trimmede rosenbed i alverdens røde nuancer, og videre ud til den gade, han næsten aldrig går på længere. Han plejede at elske gåture; men nu er der for mange overbegroede haver, der skærer ham i øjnene, for mange uskønne lyde i ørerne, for mange grimme sæt tøj hængende fra fodgængeres utrænede kroppe. Det virkede så harmløst, da han første gang tog til den vinsmagning, hvor de lærte, hvilke vine der passer til hvilke glas. Godt nok var han nødt til at ombygge sit køkken for at få plads til de særlige glas og karafler, han efterhånden fik smag for, og indrette en vinkælder til de flasker, han købte rundt omkring i verden. Og godt nok vækkede dette hans interesse for boligindretning, som så førte videre til en interesse for, hvordan haven komplementerede boligen, og så videre. Men at denne konstante forfinelse af hans smag skulle ende i andet end større nydelse ved livet var simpelthen så ulogisk, at han aldrig så det komme.

Kill the messenger ]17:58[

Jeg trækker replikker ud af din mund. Lange baglæns tråde, som jeg sluger og binder sammen til en fortid, du kalder for min.
Og jeg spørger dig om alt det, jeg endnu ikke kender. Om jeg elsker dig, for eksempel. Om jeg holder af slædehunde og om jeg folder figurer af japansk papir. Holder jeg af dine arme, giver jeg efter i dem?
Og jeg.
Jeg skal huske, at spørge mig om dig.
Sådan vil vi ske, sådan vil vi finde sted.

]15:55[

Vi kløver hinanden på midten og kommer, som vi kalder.

Her løsner vi sener fra muskler, hinde fra kirtel og knogler fra marv. Kan du se det? Her blinker vi som blanktegn:
.
.

Fuldstændig død findes ikke, selv forrådnelsesprocessen levner et tab, et mikroskopisk slip af energi, et suk, der ikke kan forklares.
Det er kun vores dybe længsel efter mening, der holder galskaben vedlige og kun vores drift mod at ophøre, der holder døden på afstand.

Optogenetisk ]13:57[

Mens jeg prøver at mane mine tanker til jorden, laver de forsøg med min hjerne.
De scanner lyset ind, de stregkoder lykken, indtil jeg eksploderer som et blottet øje, bag hvilket alting folder sig ud i bellisblå og rosa.
Og jeg trygler, men eftermiddagens hældning og det skråtstillede rum er ikke til at modstå, og til sidst følger jeg deres ordre og sætter mig på hug, som et lykkeligt barn badet i eftermiddagssol.

hjem ude hjem ]12:43[

Jeg holder af at svømme og dødvægten af mine tanker, når de flyder ovenpå. At modstå fristelsen til at ånde og at tvinge hovedet nedad, som en fugl i dyk efter føde.
Der er skibsvrag overalt; bundrådne skatte på bunden af druknede regnbuer.
Der findes ingen lykkelige slutninger, og kun havet er mere salt end jeg.

Efeu ]11.49[

Mon vi glemmer. Det her. Det her ”her”.
Mon vi husker, at det ikke er tilfældigt, eller at det aldrig er andet end netop det, at vi herfra og til evigheden står ansigt til ansigt med det ansigtsløse: At vi kun erindrer det, vi ikke husker.

Var Narcissus blind? Var søen grumset? Var det himlen, han spejlede, eller bare skyerne der gloede grådigt tilbage? Hvad mon fiskene så, dernedefra?
Og er det overhovedet værd at dvæle ved, al den stund, at det ene øjes blik tager det andet?

Kunstner (klik for fuld størrelse)

Billede

Kunstner