Mens jeg prøver at mane mine tanker til jorden, laver de forsøg med min hjerne.
De scanner lyset ind, de stregkoder lykken, indtil jeg eksploderer som et blottet øje, bag hvilket alting folder sig ud i bellisblå og rosa.
Og jeg trygler, men eftermiddagens hældning og det skråtstillede rum er ikke til at modstå, og til sidst følger jeg deres ordre og sætter mig på hug, som et lykkeligt barn badet i eftermiddagssol.
Jeg rider dig som en mare gennem min krop, og smider dig af et sted undervejs. Der hvor du lander, bløder du en plet i græsset, og på den plet gror jeg os en stat og bygger dig et hus:
Et hus uden vægge men med tunge døre, jeg kan åbne og lukke dig ind og ud af.
Og jeg værner om dig, som en hær. Jeg dækker dig med et gardin af bryster, et tæppe af krop, som du kan skubbe til side og se ud bag.
Jeg ved, hvad du ser, men du må ikke tro på det:
Jeg er ikke en drøm og du er ikke et mareridt.
Jeg holder af at svømme og dødvægten af mine tanker, når de flyder ovenpå. At modstå fristelsen til at ånde og at tvinge hovedet nedad, som en fugl i dyk efter føde.
Der er skibsvrag overalt; bundrådne skatte på bunden af druknede regnbuer.
Der findes ingen lykkelige slutninger, og kun havet er mere salt end jeg.
Vi rejste aldrig ud. Mest fordi vi vidste, at vi ikke kunne vende tilbage til det her.
Så vi blev, og sådan blev vi til næstbedstheder og nudetikkekanværeanderledes. I stil med det forventede plantede vi køkkenhaver og lugede ukrudt og talte gerne sammen. Mest om glæden ved at se noget vokse, som nu citronmelisse og vildkørvel.
Og vi lavede bål i haven for at have noget at samles om. Levende ild, for eksempel.
Den der smukke glød fra alt det, vi måtte smide på bålet, for at holde det i live.
Den ville vi aldrig kunne forlade.
Havde vi bare skyggen af et minde, vi kunne leve for: en sarthed på størrelse med et fingerbøl, en rynket hånd at holde om. Eller et badekar og en plastikand på et mørnet foto, falmet og forbi. Hvis vi troede på noget, ville det være de andre. Men vi tvivler og drukner os derfor et sted, vi kan bunde.
Næste gang nogen ringer, lader vi røret ligge ved siden af telefonen og lytter til det endeløse ”Hallo”
Mon vi glemmer. Det her. Det her ”her”.
Mon vi husker, at det ikke er tilfældigt, eller at det aldrig er andet end netop det, at vi herfra og til evigheden står ansigt til ansigt med det ansigtsløse: At vi kun erindrer det, vi ikke husker.
Var Narcissus blind? Var søen grumset? Var det himlen, han spejlede, eller bare skyerne der gloede grådigt tilbage? Hvad mon fiskene så, dernedefra?
Og er det overhovedet værd at dvæle ved, al den stund, at det ene øjes blik tager det andet?
Vi ligger under hver vores globus og tæller haver, japanske tror jeg. Og det er fint her i mørket, vi peger og siger: ”se” og fortæller, at der, ”dér”, er en himmel og der, ”dér”, et kontinent. Og vi taler om sne og og arktiske heste med en sjæl af knogler, der flyder som isbjerge på et hav. Kun manen kan vi se, og de vilde øjne, resten er skjult.
De arktiske heste er bjerge, vi håber at kæntres mod, mens vi lykkeligt spiller violin på dækket.
At pakke i vat, at dyne en tæthed, at kvæle, knæle, krybe, kæle sig vej til en strandvaskers villige krop.
At elske en død, at elske med døden, at, ja at vænne sig til den, mod den, at gribe sig selv om halsen og vågne med udtrækninger på halsen og stadig håbe, at det kun var en drøm.
Jeg beder dig om [ikke] at fortælle.
Historien om os.
Hvordan vi [ikke] faldt sammen som nedstyrtede huse, hvordan vi [ikke] kaldte på hjælp, hvordan vi [ikke] hørte hinanden, hvordan vi [ikke] bandt hænderne sammen for [ikke] at forråde ideen om os, et dødfødt tvillingefoster, helt fint og [ikke] færdigt.
Hvordan vi [ikke] ikke kunne bære at se dagens lys.
