’det ligner, at hun tror, hun smager af ananas,

at hun lige har fået det at vide’,

det har jeg skrevet
som de to sidste linjer
i en suite,

det er en række Fashion Stills (1-6),

og jeg bevæger mig igennem billederne
på en meget saglig måde:

jeg holder igen
jeg stækker mine metaforer
jeg prøver at være helt kold i røven over for farverne og glitteret,

det er kun ananas-billedet
hvor jeg skejer en smule ud,

her er de seks førstelinjer fra suiten:

’Hun keder sig sådan’
’og sidder ned nu.’
’nu i American Apparel’
’Ringen i næsen’
’Hjørnet af en gammel Datsun’
’Der står ’83’ på hendes t-shirt’

Hvordan det fungerer
IKKE at bryde sig om børn,
spørger du?
Tja.
Man kigger på dem og
tænker og føler
ikke noget.
Og så hvis de skriger eller lugter
er det nederen.
Jeg tror ikke man kan mærke
fraværet af like.
(I hvert fald ikke udenfor facebook.)

kom, lad os blotte tænder
som venner gør det.

kom, lad os lægge os her i grøften
med utændte fakler
og lysende øjne,
vente på mørket
og tie ondskaben frem.

inde bag min nyindkøbte sixpack
ligger der et lille stykke lodden lykke
og glinser.

inde bag min usynlige sixpack
ligger der et sammenrullet pindsvin
og sover:
jeg skal være meget omhyggelig
med at ånde i takt med det
ellers noprer min mave
som af hård, smertefuld
gåsehud.

nogle gange tænker jeg
at det er børnene
der har bedst fat i livet
med deres klichéer
deres skrabede knæ
og useje begejstring.

Det har altid gjort mig så
(spagfærdigt)
rasende,
når nogen sagde at de kunne lide
noget jeg havde lavet
uden at fortælle
hvorfor
og
hvordan.

Du kan da ikke bare sådan give mig kagen
uden at give mig opskriften!!?

Lyserøde roser gør alting godt igen.