Men hov!
Er det ikke
som om himlen
pludselig
er en dyne
der som høje bygninger
truer med at falde
ned over os
hver gang
vi kigger op
i dens puttede
ansigt?
Men hov!
Er det ikke
som om himlen
pludselig
er en dyne
der som høje bygninger
truer med at falde
ned over os
hver gang
vi kigger op
i dens puttede
ansigt?
Hvad har jeg også gjort dig?
Vejret udenfor er så fint
men gråt, men fint, men solrigt, men fint, men fint, men fint, men hedt, men fint!
Åh, der er noget, jeg savner!
Ja, som et barn
vil jeg enten elske dig
og ae dig
og kalde dig georg
eller træde dig
under fode
og med øjne som forelskede tekopper
se dig sprælle din
fine lille
dødsdans.
Jeg får så ondt af mig selv og i hovedet
Jeg er cirka totalt uinspireret
og til eksamen
og der er ingen gymnasial afsat tekst
at tage afsæt i
for hey, “du går jo ikke i skole mere”
Jeg er total ude af træning
Når jeg ikke kan skrive
skriver jeg mere hverdagsagtigt
end jeg taler i min hverdag
Når jeg ikke kan skrive
tager jeg en hat på
og leger normal
Når jeg ikke kan skrive
kan jeg ikke skrive
andet end
at jeg ikke kan skrive
andet end om ikke at skrive (andet)
Og noget jeg har læst
smitter af
Jeg tror måske, man skulle tage at lufte lidt ud
inden der går Theis i den
Siger du at jeg ligner et rumvæsen?
Bare fordi jeg har taget den her rumdragt på
og surfet på en langdød galakses aflagte meteor
gennem adskillige sorte huller
og ladet (mindst) fem verdenshjørner trække i mit ansigt
som middelalderlige torturheste
der laver søstjerne af en forbryder
som børn, som uforstående børn med stjerner i øjnene
så synes du at jeg ligner et rumvæsen?
Det er overhovedet ikke fair.
Jeg nægter at skrive
om goplen igen!
Men ærlig talt!
Hvor får jeg dødsangst
af alle de tekster, der flyder fra mig
som sand i kæmpens næve
Ærlig talt
hvor jeg hader
teatret, der øjeblikkeligt udfolder sig
og dør hen i mindet
Ærlig talt!
Alt burde automatisk
blive brændt ned på en DVD
Og så skrev man sit første langdigt
og man publicerede
og det blev væk
Og man havde skrevet det direkte til nettet
“live”
Så det blev virkelig, virkelig væk
….
Min sjæl er fyldt med julemænd
og små fine kongekroner.
Der er kød på hver
gennemsigtig tanke.
Jeg er en skov af amøber.
Se, jeg trækker mig fra
og åbenbarer
et stort
fedt
hvad
Sådan sker det
et lille afsæt
med vuggende vinger
og pulsende muskler
en plumfed engel
der ikke kan danse
Men blive set!
blive set, det kan den!
Min sjæl er fyldt med vindruer
Der er ikke tale om træer
eller buske
men om løse sten
diamanter i et hvidt klæde
raslende rosiner, der slår mod min nyre
I mit hjerte, har jeg plantet et oliventræ
som duerne sidder i
som de hvide duer sidder i
De pikker stenene ud
som øjne