jeg er så træt af fjernbetjenere der prøver at skamme naturen ud af berømtheder denne vrangforestilling om at alle der står på en piedestal er lavet af piedestal som om kunstneren er intet andet end skulptur af død kultur, denne vrangforestilling om at millioner af dollars og en pladekontrakt suger alle hormonerne ud af en ung kvinde, hvor fuck tror de at de forsvinder hen, hormoner strøet omkring i studiet som penge parodi på gangstarapvideo folk der glider i hormoner som bananskræller, “du har opnået alle de ydre tegn på succes ved at synge dit hjerte ud af halsen så nu er det tid til at skjule din sjæls anatomi til fordel for hvad forældre vil elske, først når du holder op med at bevæge hvad din mor ved et uheld gav dig, først når du holder op med at kaste din intimitet i instagrams, først når du holder op med at spille kæreste for små monstre efter dine egne fiktive idolers død, først når du behandler publikum som strangerdanger som jeg er her bare for at gøre mit arbejde og få min løn don’t ask me I just work here man, først da vil vi holde op med at kalde dig en kynisk pengegrisk tom skal, sex kan aldrig være intimitet kan aldrig være oprør selvrealisering eksperiment kun kunst påklædt til halsen viser din dybde”, og her er miley cyrus pegende med den store enerhånd som en pistol mod bæltet “jeg har en fisse og jeg er ikke bange for at bruge den”, her er lady gaga med stor fed imaginær pik, de mange forskellige former for endorfiner kernen af hvorfor selv før hormoner selv før fyre og fingre pressede jeg mit ansigt op mod fjernsynet der tilbød det søde syn af menneskehud, som radiator defibrillator nysgerrighed tilfredsstillet som sind slikket af hundrede syngende tunger, det søde stereoanlæg der hviskede fremmed fortrolighed ind i den pulserende krop, prøv at trække sex ud af musikken som at fjerne pulsen fra vener fortrådet gennem lemmer som surround sound, her er en stemme jeg har brug for at øve før jeg lancerer mig selv for verden, her er hormonorkanen jeg må se i fuldfarve før den sker, assisteret genkendelse det eneste der sikrer mig når de ældrevoksne skriger ikke bandeord ikke politisk ukorrekthed men meget statsgodkendte fornærmelser om fortyndkrop grim overfladisk psykisksyg somom had er okay så længe det kun skader de unge og sårbare, smiley det slangede kvindebarn der håner paradiset tabt på sesame street disneyfilmen der ikke kan spoles tilbage ikke kan gennemspilles hinsides skærmen, en tunge der udforsker sortimentet fra brystmælk over sex til sindssyge, og plysbjørne twerker støvet af, sært dopede som eksistensen i traditionens stuer den victorianske tid der synes at genopdukke i endeløse nye årtier, som tilbagevendende mareridt som vaneforbrydelse mod medfølelsen som voldtægten der aldrig ses fordi den udføres efter bogen, hej samfund kom tilbage og tal til vores velmanicurerede stripperhænder når du har indset at her i vores paillettede bikinier er vi stadig blot det logiske produkt af din egen velmenende følelsesbdsm, forsikringen om kropsfrihed nødvendig når du aldrig definerer os som andet end hvad der er for enden af dit dømmende blik, hej røvhuller hvis jeres hoveder nogensinde kommer ud derfra kan I måske bruge dem på at indse at musikkens primære publikum er og altid vil være teenagere der leder efter et sted at være alle deres egne hærgende forkertheder
