når jeg spotter det lys, du kaster i ansigtet på mig
ved jeg ikke selv om det er opdagelse
eller fornærmelse
mine sprog flyder ind i hinanden, jeg siger det hele
på én gang
som er min tidsregning
personlighedssplittet
(going dutch, going down)
Månedsarkiv: juli 2012
(14:51)
det skvulper i dine tætskrevne bøger
med bølger, der klapper med en hånd
med begge hænder lukker du døren
så det skvulper i dine jomfruelige bøger
der krøller selv den mindste tvivl
sammen til en sætning, der går
langt ind i kapitlerne
som en badebro over din kavalergang
[14:44]
at gemme sig for familien
for at kunne se den bedre
at skære for
hvor affæren begynder
og evigheden holder op
den der følger sit hjerte
må krydre det med salt og peber
og selv pleje brandvablerne
fra den sorte gryde
(14:36)
at skære til
så der er til en hel
bakke metaforiske pomfritter
at skære ind til benet
hvor det bedste kød
gemmer sig for digtet
at skære fra
hvor gæsten begynder
og familien holder op
…den der kommer allersidst
skal i den sorte gryde
Der er intet. [14:29]
der er intet som tilfredshed
der er intet som hundehvalpe
intet som at skovle en hel bakke metaforiske pomfritter
ind i den brændende ovn
der er intet som at trampe rundt i de samme druer
til du er så svimmel, at vin ikke længere er nødvendig
intet som gødningen på markerne, intet som det hus, der bygges ovenpå
der er intet som helligheden
og den forbandelse, der følger uværgerligt efter
der er intet som intet
alle de atomer, der flyver rundt mellem hinanden
kan kun drømme om at opnå en flygtig lighed
med intet
med helligheden
hellige hellige intet
hellige skovl, hellige pomfritter
hellige maste druer som et blodbad under sålerne
molekylet er helligt, killingen og elefanten er hellige
men helligst af alt er digtet
for digtet kan nævne alt
og gør det aldrig
Der er intet … (14:19)
Der er intet som at stille sig tilfreds
alene at tænke er at flyve fra
den etisk-metaforiske lufthavn
hvornår følger du op med vin
hvornår er du færdig med at trampe
rundt i de moralske druer
alt der gærer
er gødning på konfettimarker
som du cykler langs
hver dag
på vej til arbejde
Hurra!
[14:14]
jeg er bleg for det palmeblad, du svinger over mit hoved
som en gummiøkse, der måske er ment truende,
måske legende.
jeg forsøger at få dig på afstand
som en far, der skubber sin søn frem på den første
cykeltur
ved at vise dig hvordan du tjekker din mail
og love at sende dig ord, jeg ikke tør sige til dit ansigt.
hvordan skabe den intimitet, jeg endnu aldrig har kendt
hvordan opfinde de ord, der afføder den mest moderne handling
internettet er en ulykke, der bare bliver ved og ved med at ske
Der er intet … (13:59)
Der er intet som en spand fuld af dårlig samvittighed
tænk: at svælge i hvad der et sket
så meget at det bliver ved med at ske
vær så god at undskylde
Der er intet at være bleg for;
det skulle da lige være
rigdom, magt og frygten for nederlag
Der er intet … (13:54)
Der er intet som en spand fuld af cykelryttere
tænk: at køre rundt på en bane mod uret
for bevare klodens balance
vær så god at dreje rundt
Der er intet som atlet
når han forsvinder ind i tid
Der er intet … (13:51)
Der er intet som en spand fuld af romantiske forestillinger
tænk: at være et teater
hvor du selv er alle skuespillerne
vær så god at recitere
Der er intet som lade som om
når man omremser en hel kulturs
forældede landegrænser