Onsdagslegionær {14:19}

Kodeordet blev ved med at forandre sig
så vi følte os nødsaget til at rive
det ene øje ud på Sankt Peter
der stadig hænger
nedad på sit kors
med hovedet
fuld af blod

Vi får se om Perleportens
irisscanner vil acceptere os

revolutionen vil komme fra ovnen [14:12]

kagen bobler stille som en nødtvungen jacuzzi
på ovnens tropeø
indtil den akkumulerede luft
udsender et hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii hiii hii hi hihihhhh
som en måge eller en hyæne
eller hundrede andre dyrearter
der næsten lyder, som om de ler
mens de skriger ting til hinanden
der
sandsynligvis
ikke er sjove

Heist {14:01}

Uden at gengælde kundens blik
tæller kasseassistenten sedlerne

Med bøddelaccent

spørger hun sit headset

om det stadig elsker hende

Hun begynder at græde
Hun tæller pengene om
Hendes fingre når slet ikke
at skille dem ordentligt ad

Ved indgangen forsvinder
vagtens baghoved
i en lyserød sky

 

Massively Multiplayer Online {13:31}

Hvis du vil være min heler
vil jeg være din tank
råber Joan fra bålet
men biskoppen af Beauvais
ænser kun ildens
høje opløsning

landsby [13:28]

vinduer synker sammen som dårlige stykker plastikkirurgi
og efterlader tomrum som sorte, triste øjenlåg i karme

fugle pikker på glas:
giv lyd, giv lyd, giv lyd

folk banker med kosteskafte på vægge af cement:
hold kæft, hold kæft, hold kæft

At blive flammende i en flammende verden {13:21}

Sheikens selskab installerer en pipeline
der leder olie direkte fra feltet op i toppen
af Burj Khalifa (tidligere Burj Dubai)

Han tænder ikke selv for hanen
men han ser på mens hun gør det
det tager femten minutter
at fylde et olympisk bassin

det tager rengøringsholdet
(syv mænd og tre højtryksrensere)
to døgn at gøre rent efter os

Det er det hele værd

Skadedyr {13:11}

Vejrforandringerne har fået
ydervæggene i rødt tegl
til at synke sammen før tid
over industrikvarteret
masseproducerer mursejlerne
sig selv i enorme kolonier
for erstatte manglen på sten
med næb og kløer

Visse steder kan man stadig
ane logoet på facadereklamen
under et hav af halefjer

[13:07]

Det ser ud, som om du prøver at udleve dine fantasier
og rekrutterer hele verdens befolkning
én for én
som statister i dit drømmespil
rystende optaget af det ensomme håndholdte kamera,
som dine forældre har indopereret
i dit værkende,
lettere blødende kranie.

Har du prøvet at spille World of Warcraft?

OK              Ignorér              Genstart

revolutionen vil komme fra oven [12:55]

mågerne ler som hyæner i lange formationer over byen
mens middelklassen låser alle sine døre
og lover alle sine døtre
bort til alle kejsere og sheiker
med penge nok til at holde et fuglefast tag over en kvindes hoved
hele hendes ornithofobiske liv.

Genghis Khans drøm {12:51}

Ifølge overleveringen påbegynder Genghis Khan
sit erobringstogt af den kendte verden
efter et tilbagevendende mareridt
hvori hans sæd er levende af maddiker

Hans voldtægt af op mod femtusinde kvinder
skal således ikke forstås som en drøm
om genetisk dominans og forevigelse
men snarere et anorektisk forsøg
på at udtømme sig selv