Mennesket er en nervøs bølge
der leder efter en kyst
at slå sig selv ihjel på

Generalsekretærens datter aner ikke
hvad hun skal stille op med sig selv

Generalsekretærens datter er taget
med til mødet på hotellet i bunden af Burj Khalifa
fordi hun ikke har noget at give sig til
denne sommer

Generalsekretærens datter er træt
efter den lange rejse på første klasse

Generalsekretærens datter er træt
af at studere antropologi

Generalsekretærens datter har middelhavsorange lår
som en astronaut der har overlevet på Tang og tubemad i årevis

Generalsekretærens datter holder strøm som en gammel Nokia

Generalsekretærens datter kan ikke gøre for at hun er generalsekretærens datter
Generalsekretærens datter regner på antallet af børn hun kunne havde fået siden sin første menstruation.

Hun tænker på hvad
hun tænker på når
hun tænker på sin hjerne

Generalsekretærens datter tænker meget på sig selv
i tredje person

skriget som korset
indsnøret
og gavepakket i hudens sindrige ridssystem
hvor mange skrig går der på en pinefuld død, hvor mange langtrukne ar
på en rasende kat
eller en tjørnebusk, der brænder som gammeltestamentlig tugtelse
langs de begravede vener

hvis jeg skal dø, vil jeg dø som det fluorescerende fyrværkeri
som nogle arter af krebsdyr spyr ud bag sig
for at underholde rovdyret
fem sekunder før de
alligevel bliver ædt

Grundlæggende tænker vi skriget forkert
det er ikke et bevidst forsøg på kommunikation
det er kropskerne, mellemgulv og bugstøtte
der klemmer lungerne sammen som
metalliske tandpastatuber
fra under den kolde krig

Som strukturelle svagheder
løber forkastningerne fra Big Bang
stadig gennem universet

Som gadelygter bryder
diamanterne i stille brand
på skibets dæk

Som ufuldstændige manøvrer
sejler alting ind i sig selv
og synker sit sølvtøj

som brusetabletter i svælget
er intet heromkring
værd at bjærge

jeg er beredt på at dø
på samme måde
som kirurgen er det
i det øjeblik, hvor han for første gang ser ned i den åbne brystkasse
og genkender sine egne organer

Mandens omløb virker langsomt
som en sympatisk nervegift
men ikke langsommere
end seerne der lader
ham æde slangen
for åben skærm

Gladiatoren virker beredt på at dø
men ikke mere beredt
end Cæsar der smiler fra sit
sæde på bagerste række

han tegner sit navn med en kulstift i panden
og hopper som en cirkushund gennem
de røgringe, hans herre danner
fra egen livslange halsbrand

skibet er ladet med diamanter og et hus
spredt som en eksplosion
i alle verdens forstæder
og der er ingen udvej fra eget hjerte

kærlighed er et spørgsmål om programmering

kaos er et spørgsmål om tid

Hun hoster vejrsystemer af fjer
som en form for domsafsigelse
over soveværelsesgulvet

dets sejlrender af pis
der deler urskoven i
forkullede kulisser omkring
forlystelsesparkens stier
og forgrener sig i halvmørket
efter mineralerne der græder
tænder ud af drypstenhulens mund
som et dobbeltradet rige
af papmache og tapetklister

hver nat vokser hendes gevir ud igen
og jeg kan ikke hverken lade eller hænge
min fars riffel ordentligt op

Hun blæser røgringe
ud fra altanen på fjerde

I Nepal bliver bjergsiden farvet
rust under et kemisk udslip

Aktien stiger ud af sit indeks
og snubler som en trediverstarlet
på den røde løber

Kaosteori er et spørgsmål
om smadret formatering