dine sko i mine fødder [11:00]

jeg vil gå baglæns i dine fodspor
indtil jeg når dit udgangspunkt
eller bumper min ryg mod din varme mave
og dermed endelig standser de skridt, vi udtværer fortiden med
i forsøget på at genskabe den ulykke, der udgør dit liv

Jeg vil hellere … (10:52)

Jeg vil hellere være en lysekrone
end at være et spotlys fra IKEA
der kan brænde i helvede

Jeg vil hellere male lyset
og være en mølle
der slår vinden, umærkeligt

Jeg vil hellere … (10:42)

Jeg vil hellere gentage dit navn
end at sidde her i præsidentens sko
og tale en hund efter munden

Jeg vil hellere brænde i helvede
end at blive mindet om de lussinger
du har givet mig at sidde på

[10:35]

jeg ønsker, at du skal se mig i det lys
som min lysekrone kaster over små dele af virkeligheden
mens jeg går luciaoptog
gennem de brændende gader

påsættelse [10:32]

jeg er en hund, der henter dine brændende sutsko
mens du flygter ud af bygningen

fridag [10:28]

jeg vil høre dig synge min chef en hemmelig lussing
mens jeg tager din chef i den metaforiske røv
i et rum, hvor vinduerne er lukkede ører
dørene er fraværet af alle, der ikke er os
og vi kringler os om hinandens brændende torsoer
ude af stand til at undgå
en dag at holde op med at lade være med at holde
ferie

Jeg vil hellere … (10:28)

Jeg vil hellere forestille mig dig
end at lade momentet
slå mod virkelighedens brænding

Jeg vil hellere stille dig i det rette lys
så du kan være midtpunktet
som ved en ulykke

[10:22]

det generer mig, når en bums,
der på ukompliceret vis har invaderet mine sanser
med ølånde, ugegammel sved
og alt for kraftige, hæshostede slagere
pludselig vender et hul i blusen mod mig
og uplanlagt, ubevidst
åbenbarer et stykke mavehud
der ligner den hud, jeg lægger min kind mod
og mærker dine muskelsmeltende,
kaminildede arme omkring mig
så jeg et øjeblik ikke kan se andet i hans skæve krop
end muligheden for nærhed

ikke alle mennesker bør være mennesker

Jeg vil hellere … (10:13)

Jeg vil hellere høre dig synge en sang
end at lytte til min chef trække i land
hvad der burde blive ude på havet

Jeg vil hellere høre dig trække vejret
som var din mund det eneste rum
vi kunne være sammen i

action [10:09]

jeg tænker på den tid der går
fra en ulykke
til reaktionen på en ulykke

mellem øjeblikket af rendyrket, abstrakt
smerte og frygt
og øjeblikket, hvor jeg ser mig omkring og danner et hjernekort over bruddene
og folk strømmer til fra alle sider for at hjælpe
står det glatte, uvirkelige moment
hvor vi alle bare glor, og intet sker
fordi vi pludselig har opbrugt alt livets genopfyldelige
action