jeg krøller mine tæer sammen og vender dem ind mod hinanden
som kan du stjæle mine skridt, hvis jeg blotter mit grundlag

du går i cirkler omkring mig
men du kan ikke røre mig, så længe
jeg har krydset
der peger forbi dig

når jeg siger, at du forsvinder som vand gennem mine fingre
er det så, fordi du er svær at holde fast i
eller fordi du er nem at miste?

opfostr ravne, og de vil prikke dine øjne ud
de vil gøre det om natten, så dit slettede syn spredes
ud over din hovedpude i månelyset
i en grød af tegn
for kys, knus og brætspil

i et kryds er det så nemt at blive besat
af at stemme overens med eksaksen
jeg krydser benene, så mine tæer møder hæle
og kurvede fødder bliver til idéer om pegende streger

geometri er en slags simpelthedens sindssyge
kortlægningens narkomani

og frelse er en form for geometri.

Nu ser jeg verden gennem udrettede hjernevindinger. Halleluja!

nirvana er den dans, der opstår
når jeg hopper forsigtigt rundt mellem krydser
i et landskab, hvor der ikke er nogen forskel
på en begravet skat og en landmine

jeg har skrevet ROM i mine håndflader
så byen altid ligger i mit greb
og møder hinanden som to hære, der ikke indser at de har alt til fælles
når jeg klapper eller beder inderligt om noget

(kan et navn være stigmata
blækblødende påmindelser om definition
eller er det bare min metode til at snyde i religion?)

jeg tegner et kryds på jorden og stiller mig i skæringspunktet
som en høne, der prøver at hypnotisere sig selv
nu står jeg måske ovenpå en skat
eller befinder mig i verdens centrum

jeg strækker armene ud til siderne
og bliver et vejskilt

et lille menneske rejste
med postsække slænget over skuldrene som amputerede pukler
fra kasse til kasse, og på et punkt mellem
den ene hule sten som et kæmpemæssigt foldet stykke pap
og den næste
satte mennesket pludselig postsækkene ned
og så sig omkring