På min efterskole faldt de mus, vi havde på loftet, til tider ned i de gennemsigtige loftslamper. Hvis man var på vej ned ad gangen og tilfældigvis så op, fik man øje på fire små hænder og en lang hale som et stykke snørebånd, der en gang imellem skiftede position, fordi musen drejede langsomt rundt om sig selv. Dyrene virkede sært upåvirkede af den uvante situation; Nogle gange virkede det endda, som om de ikke havde nogen særlig interesse i at flytte sig fra deres placering tæt på den blændende pære. Jeg var altid bekymret for, at det lille stykke udstillet biologi ikke skulle finde ud af lampen og ville dø i fuld offentlighed, mens jeg stod nede på gulvet og rakte hjælpeløst ud. Men der gik aldrig mere end en dags tid, så passerede jeg under lampen, så rutinemæssigt op, og opdagede at musen var forsvundet.