Jeg holder en pause på ubestemt tid (nok en tre-fire uger) fra onsdagsindlæggene. Tjek min hjemmeside for digtoplæsninger rundt omkring hvis du får abstinenser. :P
Pause
1
Månedsarkiv: oktober 2011
Sko
Jeg sad på Roskilde Station, på vej til mit arbejde i København, og ventede på toget. Det var varmt, så jeg havde taget skoene af og stillet dem ved siden af mine tasker. Da jeg rejste mig for at gå, så jeg at de var væk. Jeg gik hen og spurgte et par unge piger, jeg havde set tæt på mig, om de havde taget mine sko. De nægtede med et ironisk udtryk, der afslørede at de løj. Da jeg begyndte at rode i deres tasker, stillede deres far sig imellem os og spurgte hvad jeg lavede. Jeg sagde at hans døtre havde stjålet mine sko. Han havde åbenbart set dem tage skoene, da han vidste hvilken type jeg talte om, så jeg fortalte hvilken butik jeg havde købt dem i og at de kun havde kostet et par hundrede. De var tydeligvis velhavende nok til sagtens at kunne købe et par til hver af pigerne. Han prøvede at give mig pengene, og jeg blev vred og sagde at jeg ville have mine sko, ikke hans penge. Om hans døtre måske ikke havde noget på fødderne i forvejen. Pludselig løb de alle væk, og jeg fulgte efter dem og råbte ‘stop tyven’. En anden mand greb fat i faderen og holdt ham tilbage. Da han stadig ikke ville give mig skoene tilbage, tog jeg hans pung ud af hans lomme og løb. Han råbte ‘stop tyven’, og et par sikkerhedsvagter greb fat i mig og gav ham pungen tilbage. Jeg forklarede sagen for dem, men de troede ikke på mig – jeg havde jo lige stjålet en pung, så selvfølgelig var jeg en løgner. Det bedste de kunne tilbyde mig var ikke at arrestere mig. Så jeg måtte se mig besejret og gå tilbage til mine tasker, som ikke var blevet stjålet i mellemtiden. Jeg købte ny billet og steg ombord på det næste tog, men blev smidt af igen før afgang, fordi jeg ikke havde sko på, og det var påkrævet i toget. Det var søndag, og de næste to dage var helligdage, så der var ingen mulighed for at købe et nyt par noget sted. Efter at have prøvet lykken med busserne og taxaerne og derefter et hotel at overnatte på – ingen tog imod, hvis man ikke havde sko på – forsøgte jeg at ringe til min arbejdsgiver, men både min mobil og min bærbare var løbet tør for strøm, for jeg havde regnet med at oplade dem i toget. Fortvivlet gik jeg byen tynd i et par timer, til jeg endelig, træt og øm i fodsålerne, måtte indse at jeg skulle begynde at lede efter en gyde at tilbringe natten i. Jeg forbandede mig selv for at have våget så opmærksomt over min pung, mine nøgler, min computer og min mobil, når nu ingen af disse ting ville have været så katastrofale at miste som mine sko.
Spøgelse (Din Blinde Passager)
Denne oplæsning er optaget i Olafur Eliassons installation ‘Din Blinde Passager’ på Arken. Teksten hedder ‘Spøgelse’.
Jeg er vildt glad for at have fået lov til at optage derinde, jeg synes resultatet er blevet monsterfedt. Stor respekt til Eliasson crew for tilladelsen (og alle hans flotte værker).
Min kamerakvinde og jeg lagde ud med at gå gennem tunnelen som almindelige gæster (den er for overvældende til at kunne koncentrere sig om at optage i, hvis man ikke lige har lært den at kende først). Indeni installationen er der en tåge så tæt at man ikke kan se to skridt frem for sig (ordet ‘blind’ i navnet er velvalgt), og man går gennem skiftende farver lys. Da vi kom ud, bestemte vi os for at vi gerne ville optage i det lilla lys, vi så til allersidst. Vi gik ind igen, fra ‘bagsiden’, hvor vi havde set det lilla lys. Først var der helt hvidt, og så gik vi gennem gult lys. Efter at have gået et stykke tid sagde vi til hinanden “har vi allerede passeret det?” og gik tilbage – for nu at finde det ‘lilla’ lys – som jo egentlig var hvidt lys – men så blålilla ud efter vores øjne havde vænnet sig til den gule farve. Vi overvejede at optage både i det gule og det hvide lys, men bestemte os for at det var flottest at optage i den hvide del, lige på grænsen til den gule, for at få et både lidt gult og lidt blåt skær. Jeg husker tydeligt synet af min kamerakvinde omgivet af blåt lys, som hun forsvandt ind i tågen da jeg gik baglæns. Resultatet med den ‘hvide’ baggrund er denne video. Med andre ord: Du kan overhovedet ikke stole på dine sanser i ‘Din Blinde Passager’.
Den fordømte
Jeg havde altid været naturligt skaldet. Folk omkring mig så det som en abnormitet og havde ondt af mig, og den eneste der fortalte mig at jeg så godt ud var John. Når han kærtegnede mig, forsømte han aldrig at kysse mit nøgne hoved og gnide det blidt med sin håndflade, som om han ventede at se en ånd dukke op. Når han gjorde det, føltes det som om mit hjerte rejste op i mit hoved; Der var stadig en muskel, der dunkede i mit bryst, men dette hjerte i min hjerne var en slags konstant varme, noget der var for intenst til at være rytmisk. Når jeg var alene, gned jeg mit hoved og fik lyden af Johns stille nynnen til at resonere derinde. De dele af min krop, han bedst kunne lide, var der hvor knoglen var tæt på huden, han sagde at jeg føltes stærk der, solid. Han kunne ikke lide hvordan musklerne ændrede form hele tiden. Da min mor gav mig en paryk i fødselsdagsgave, satte han den på en pind, han plantede mellem mine varme balder, og mine bukser holdt den oppe, så den lignede en hestehale. Nogle gange, når vi dyrkede sex, satte han parykkens pandehår i min røv og fik mig til at gå rundt på alle fire med håret dinglende fra side til side, så det kærtegnede mine lår. Han døde i et biluheld, og i mange, mange måneder sad jeg bare i mit soveværelse og gnubbede hele min krop med mine hænder, prøvede at finde den nynnen et sted, men den var væk. Der var kun hjertemusklens dunken, den utålelige musik. Jeg så mig i spejlet i et forsøg på at finde noget anderledes, noget der kunne give mig en ledetråd, men det var altsammen blot hud og negle, øjne og tænder, det var som om jeg pludselig havde mistet en del af min krop og glemt den samtidig. Parykken var en rådnende ild på bordet. Ligegyldig hvor meget tøj jeg havde på, følte jeg mig altid nøgen. Så til sidst tog jeg det bare af og satte spejle op på alle min lejligheds vægge, store skånselsløse spejle der viste mig alt på en gang. Nogle gange måtte jeg vende blikket mod loftet bare for at få et øjebliks fred. Og intet gav mening for mig; Der var ingen verden udenfor. Lyden af banken på døren var kun et hånende ekko af mit eget hjerteslag. Så kom noget pilende hen over gulvet. Det stoppede ved et af spejlene, forskrækket. Det lignede en mus, men det havde samme farve som min hud. Jeg gik tættere på og indså at musen var hårløs. Den skød væk fra mig, og jeg fulgte efter så hurtigt jeg kunne. Vi løb sådan rundt et godt stykke tid, indtil musen standsede midt på stuegulvet. Jeg gik langsomt hen imod den, bange for at den ville løbe væk igen, men den stod som var den frosset til is. Da jeg lænede mig over den for at tage fat i den, forsvandt den. Jeg stirrede på det tomme gulv, forundret. Og så fossede håret ud af mit hoved.
