Den her flod har jeg set før
og jeg ved præcist hvad der sker
når vi lige om lidt
lader strømmen trække os længere op
der møder vi noget
som du først tror er en hjort
men det viser sig at være en bjørn
derefter bliver det mørkt
og vandet bliver rødt

Der sad en ræv i vejkanten
jeg så den i et splitsekund
inden bilen skred helt ud
og alt lukkede ned
den havde set alt det her før
og den vidste præcist
hvad den skulle gøre
for at få dig til at dreje sådan

Vi vinker farvel fra færger
vi lader os sluge af bedrageriske horisonter
og så en dag vender vi tilbage
og finder ud af
at hjem var endnu et af de ord
reklamebranchen havde fundet på
for at få os til at tro
at der var noget vi manglede
som var til at skaffe
hvis bare man kendte de rigtige

Nu leder de efter mig igen
og råber på gangene
hvad fanden der foregår
og tro mig
jeg ville svare
hvis jeg altså kunne
men schæferhundenes speedede gøen
lygternes søgende kegler
og mørkets hysteriske vrælen
gør mig ude af stand til tænke
jeg lægger mig død
det forsvinder nok igen

I den her skov er vi alle forbundne
rodbehandlinger falbydes med mængderabat
men hvem er det, der skal komme og vikle os ud
køre os væk som tømmer på en lastbil
bare nogle timer mod syd
med drømme om nye liv
som tandstikkere på en bøfrestaurant
smudsomslag på knaldromaner
eller havestole med flere indstillinger

Hvis man ånder på is
højlydt og længe nok
vil det på et tidspunkt forsvinde
det er kun et spørgsmål
om tålmodighed

Hvis jeg nu lægger mig
ned på ryggen
vil du så operere mig
jeg er sikker på
at der må være en del eller to
der alvorligt trænger
til at blive skiftet ud
når du er færdig
kan vi sætte os ind i den bil
som du så længe gerne har villet
og køre lang pokker i vold
og rulle vinduerne ned
og skide på det hele
og høre punk til fuglene flygter
og højttalerne sprænges
og elske i græsset
mens nattefrosten bider
i vores hud
alt det
kan vi gøre
men først må du hjælpe mig
og finde skalpellen frem
gør det nu

Nattesvømning
du har ret
det var der, det gik galt
jeg bildte mig selv ind
at månen ville vise mig vej
men den brugte kun
sit falske og lånte lys
til at vise mig de døde
dernede på bunden
den nat tabte jeg noget
jeg aldrig har fundet igen
jeg vender aldrig tilbage

Hans harmonika
spiller endnu
selvom I ikke
kan høre den
som svampesporer
der hænger i luften
hvor I går
selvom I ikke
kan se dem
der er en vals
der aldrig
taber sin takt
og fjorden ligger stille
og husker det hele

Hvis du havde taget
et enkelt skridt mere
var din strømpe blevet våd
de tektoniske plader under os
havde en gang for alle lagt sig til ro
og jeg havde forvandlet mig
til den maskeklædte superhelt
jeg så i det hæfte som dreng
men du blev stående
du var ikke typen
der tog et skridt mere