Vores hovedperson har ét lykkeligt barndomsminde. Når familien tog toget, fik hun altid en vinduesplads, og i tiden indtil de nåede destinationen havde hun fred. Hendes forældre læste bøger, hendes søskende studerede deres telefoner i stilhed, og ingen kunne finde på noget at stjæle fra hende, beordre hende til eller bebrejde hende for, som hun sad der og så buskadset ved skinnerne forsvinde endeløst forbi. Hun glæder sig til juleaften, når hun kan fylde sine øjne med slørede blade og for et øjeblik føle sig hjemme, før hun skal stå af og gennemføre ritualet. I år kigger hun op på skiltet, der angiver hendes destination, og ned på perronen, hun burde stå på. Og noget i hende nægter at rokke sig. Perronen forsvinder ud af syne, og buskadset kommer tilbage. Et sted langt nede i Tyskland sætter hun endelig sit armbåndsur op foran udsigten og indser, at klokken er slået midnat. Bedste juleaften nogensinde.

Jeg har aldrig rigtigt vænnet mig til verden. Tyngdekraftens klister under vores fodsåler, stjernernes ekstreme fjernhed, hvert menneskes hele og usynlige sind indeni en meget mindre krop – disse er basale fakta, som jeg har kendt hele mit liv, så uimodsigelige som mørket bag mine øjenlåg. Men intet sted i mig selv finder jeg værktøjerne til at forstå, hvorfor universet netop er bygget sådan op og ikke på en hvilken som helst anden måde. Hvis så absurd, så totalt tilfældigt som dette, hvorfor så ikke en mere intuitiv surrealisme, hvorfor ikke noget, vi er bygget til at se som indlysende, nu det er verden selv, der har konstrueret os af sine egne dele? Jeg spørger himlen, og den svarer mig med en solnedgang. Så smuk, som var dens formål at lulle mig i søvn.