Det virker upræcist at sige, at den hjemløse ikke har et hjem. Det er nok tættere på sandheden at sige, at hans hjem ikke har nogen vægge, og at han ikke har noget sted at efterlade det. Men han har det hele, badeværelse, soveværelse, køkken, pakket ned i poser i den indkøbsvogn, han skubber foran sig gennem livet. Stuen er mere flygtig: Den befinder sig der, hvor andre mennesker ikke jager ham væk, og derfor må han ud og lede efter den på ny hver dag. Det er udmattende at skubbe sit hus foran sig, som en snegl bærer det på sin ryg. Og det er udmattende at lade kroppen stå for al opvarmning, fordi man ikke kan tænde for en radiator, ligegyldig hvor meget vinter det bliver. Men han klager ikke, for der er ingen at klage til. Og alt er bedre end det herberg, hvor han altid vågner fattigere, fordi nogen er lusket af med hans hus om natten. Det er som at falde i søvn i et fly og vågne på en øde ø.