velkommen til x factor life choice edition, showet hvor du elsker at hade, i det røde hjørne har vi den ulykkelige luder sårbar elskelig og hakkende som en lille gul kylling, i det blå hjørne den lykkelige luder med sin rettighedsnæve i vejret pas på den ikke rammer dig, i aften skal vores to deltagere battle om titlen som repræsentativ, ét forkert ord kan gøre forskellen på vind eller tab og kun én kan gå hjem med værdigheden, indflydelsen og den sociale status, er det ikke spændende, første spørgsmål er til dig ulykkelige luder, er det ikke rigtigt at du er ødelagt, som en totalskadet mazda som en dukke med hovedet brækket af, andet spørgsmål er til dig lykkelige luder, hvordan kan du egentlig leve med dig selv, det var første runde og før reklamepausen et tak fra dine trofaste medier fordi du lytter til og ikke igennem os, dine trofaste medier ved at alt består af to farver, sort eller hvidt og rødt eller blåt for og imod som yin og yang som mand og kvinde, låst fast i en evig kamp om magten, magten den glatte ål af knuste løfter og levende drømme vi bygger tårne af rygter for at nå, vi forskåner dig for de svigefulde nuancer og det enkelte menneskes ensporethed, empati er et våben mod debat, sandheden er altid det modsatte, hold faklen højt som i gamle dages landsbyer vi må holde fast i det lys vi har, nåmen vi er straks tilbage med flere af vores egne værdier med spørgsmålstegn klistret i røven
Månedsarkiv: april 2015
Næring
Solen er orange mod din pande
og lilla mod din brombærsure gane.
Den spidder din pupil og skærer bane
mod mavens små og gulligklare vande.
Solen. Den lader appelsiner brænde
i grøn og dybt befolket jungleplæne,
og regneorme æder hver en blæne,
der kaster sig mod skovens muldjordsstrande.
Solevognen tager sin plukne runde,
og noget vrider blåbærbuskens baggrund
som gisp i universets alveole.
Dit jordbær knuger sin arterielunte
og møder implosionens sorte afgrund,
når hjernehimlen løber tør for sole.
Hedens dyr
Min vædder stanger vredt med hjernens el
og rammer kraniets mur, og falder ned.
Dens hovedskal er flad som et plateau;
Den kæler som en lys og søvnig ged.
Det slår mig, at hans gråd, der ligner pis,
(den tynde slags) er krøllet af hans hud
som bilulykker mod en dyrket jord,
der fjernes af hans finger, som er Gud.
Når dyret blidt kastreres med en saks,
forbinder han den med dens eget blod.
Det størkner som en hud af onani.
Hans selvportræt er tegnet med et horn
der dyppes i en skål af blæk, og se:
Han drikker af den anden ende, hul.
BØRNEHÅNDTERING (jeg har læst en masse knækprosa og set en masse standup for nylig)
så jeg sad på baresso her i dag
og en familie sad ved et andet bord
og to små drenge løb rundt om bordet
de snublede og faldt på samme tid
og så vendte deres far sig mod den ene og sagde:
“er du okay?” og så mod den anden og sagde:
“er du okay?” og så tilbage til den første og sagde:
“er du okay?” og sådan fortsatte han frem og tilbage
“er du okay? er du okay? er du okay? er du okay?”
og så sagde han lidt højere til dem begge:
“okay!”
og vendte sig tilbage til sin kaffe
han fangede dem lige i det der rådvilde øjeblik
hvor de er ved at finde protokollen frem
for hvad man gør når man er faldet:
man kan græde
eller anklage sin bror for at have skubbet én
eller begge dele hvis man vil satse på max sympati
men så lavede deres far lige en slags pep-sang ud af det
og de betragtede ham åbenmundede
med en blanding af forvirring og underholdning i blikket
mere og mere overbeviste om
at det er sådan man gør når man er faldet
og så da han var færdig rejste de sig som et publikum
der allerede er taget hjem i tankerne
og legede videre
og jeg tænkte at det var ret overlegen børnehåndtering
og at det må være et lækkert liv at tingene sådan bliver catchy
hver gang man snubler