Menneskekroppen er ikke så meget en levende, åndende organisme, som den er et dødt hylster om andre døde hylstre, hvorigennem milliarder af små dyr myldrer. Disse benløse arbejdere må knokle uafbrudt for at sikre hylstrenes smidighed, og for at lappe de huller, der opstår, når deres beboelsesvogn kolliderer med andre overflader. Således varer det kun få dage, fra mennesket dør, til huden begynder at slappes og sprække. Således må de stadig befolkede babushkadukker, der slentrer omkring liget, tage helt anderledes konserverende forholdsregler for at sikre at mennesket stadig er entydigt til begravelsen. Og således kan menneskekroppen sammenlignes med et termitbo, der konstant befæstes og genopbygges af en sværm af identiske væsner, og som ikke græder mere for tabet af et par dusin beboere, end vi græder for tabet af vores afskrubbede hudceller i badet. Derfor, store menneske: Når du træder på et insekt, så bebyrd ikke din samvittighed med en sammenligning med dit eget knuste kranie. Men dvæl heller ikke for meget ved din udsigt til storbyen, som den rager op mod himlen med sine hårde hinder, hvorigennem millioner af små mennesker vrimler.

Goplen kan ikke styre sig selv. Dens svømmetag er hjerteslag, der slår kroppens paraply sammen og driver dyret frem i den tilfældige retning, dets kuppel vender ud til. For at veen kan finde sted kræves blot den svage vekselstrøm, der gennemløber goplens nerver. Men langs den sydamerikanske vestkyst driver en art, der ikke skaber strøm nok til at holde sig selv gående: Elskegoplen ligger stille i vandet, til en artsfælle flyder forbi. De to små mængder spænding forstærker hinanden, og de to åbentstående hjerter begynder at slå i takt. Til tider vender goplerne hver sin vej og når derfor ikke langt, før musklerne slukkes, og de ligger stille igen. Andre gange kolliderer de; som oftest for blot at glide af og havne i samme stilstand et par meter fra hinanden; men i værre tilfælde støder de panderne så præcist og evindeligt sammen, at deres skrøbelige skind begynder at sprække, og de langsomt bumper hinanden i stykker. Således kan elskegoplerne kun opnå en konstant fremdrift, hvis deres hjerter slår i samme retning.