netmyg

myggenet myggenet et netværk af udelukkelse et skakspil af tomhed en serie af slukkede tv-skærme der åbner sig mod verden og tegner et billede større end sig selv hver pixel uvidende om den større sammenhæng, hvad ser en myg når den sætter sig på et net ser den udelukkelse ser den afspærring eller ser den en simpel overflade, kan en myg træde ved siden af et myggenets tråde og et øjeblik være bange for at falde igennem kan en myg overhovedet være bange for at falde, eller for at gennemtrænge barrierer der så solide ud, omvendt edderkoppespindskræk, omvendt flue mod den uforståeligt tilstedeværende rude, hvis jeg var en flue ville jeg så også støde hovedet uendeligt mod ruden i sansernes stædige insisteren på at intet bør være her, ville jeg nægte at tro på det jeg ikke kan erfare som en ateist nægter at tro på gud lige til hjernerystelsen udført som et ritual som en trosbekendelse til selvsamme rystede hjerne, det er vel en slags win-win hvis jeg ryster min hjerne retarderet og dermed udeslutter det ikkeerkendte for altid, er det mon rudeskræk der bevæger fluer til at skifte retning uden grund, at fortsætte i samme retning i længere tid indeholder trods alt altid denne gradvist større risiko for at ramme en usynlig barrikade, myggenet den sublime ironi i myggen der flyver for hurtigt og fanges ubehjælpeligt i et sådant net hvilken bedre måde at holde ude end ved at fange i egen mur til evigt skue til minde som galgebakken som pælen mod himlen med et afhugget hoved som grillspyd for enden, ligner grangiveligt en pindemand med amputerede lemmer og svulstigtbarokt hoved en slags handicappet hypermenneske, next level erkendelse next level anoreksi next level myggenet som afhuggede lemmer der holder hinanden i hånden i et sublimt mønster ingen af dem selv kan se, netværkende lemmer der suger sig selv tomme til de er streger der ikke repræsenterer andet end en rørig mygs sidste syn før den bremser og skifter retning

Drøm #

Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå.

FØRSTE LUDERDIGT (pick a sin we’re at war)

luder luder pants on fire spreder af uhygiejniske former for nærhed sygdomme af hjertet som far-mor-børn med helt forkerte undertoner skuespillerne fordelt i helt forkerte roller, barnet som voksen og den voksne som kvinde, eller som usynlig mand usynlige muligheder spredende sig ud fra bordellet som en ivrigt selvkneppende virus, sygdomme af hjertet som eksponentielt voksende hudsult som en fedtrand om fire hamrende kamre, hænder der griber ud og omkranser noget blødt, et bryst en balle en smilende kind, kast hende i søen og se om silikonen flyder kosmetiske operationer ikke forfængelighed ikke frynsegoder men en redningsvest om brystet, du siger at grænser redder liv at undertrykkelse er en form for omsorg men store terapeut, du som er i himlens registre, hvordan overtaler jeg min krop til at sælge sig selv til samfundet når jeg er den bro der skal brændes for at nå det forjættede land, landet uden jætter, uden primale kæmper med deres sværd af kød og blod og deres skjolde af malede talende munde spyende sæd der får ukrudt til at spire, og alle de kønssygdomme, forkølelsessår og barnesår og kærestesorg og begær dunkende i maven som en jætte der banker på, bekæmp dem indefra med steriliserede mavefornemmelser, kvælertag som korset om den ulideligt talende hals, “jeg prøver så indædt at elske dig men du insisterer på at have unævnelige lemmer der spreder sig som tentakler som sædceller som infektioner ud gennem mine arme”, pants on fire bekæmp ild med andre former for ild, renselsen lutrelsen i den hellige kirke op i hvid røg en pave som et helligt spøgelse af civilisationens første chok ved mødet med civilisationen, den hellige kvindes råbende mund, pick a side a sin a set of genitals we’re at war another revolution of the same old record we will never surrender to anyone’s ejaculating heart, ingen ingen ingen skal slikke min hellige kebab uden først at aflægge ed om tanker der følger feminismens hellige trafikregler, luder luder så bukserne flyver og lander på et trafiklys hvordan skal vi dog finde vej ud af hinanden hvordan skal vi forholde os til kussens kneppende kaos på anden måde end ved at holde hinanden blidt for munden og bede bede bede