[10:54]

jeg tænker på, om det er muligt at undslippe historien.

kan jeg blive andet og mindre end fremtid, hvis jeg brænder
alt mit tøj og strikker en klædedragt
af brændenælder

er jeg apolitisk, hvis jeg tilbringer valgdagen
med at meditere over ordet “bille”

hvor langt ned i græssets økosystem må jeg presse mine nysgerrige øjne
og hvor langt op må jeg stikke min intetseende røv
før jeg bliver en struds?

Mile High Club {10:36}

Verdens objektivt smukkeste kvinde
dolker sin elsker fordi hun er ved at smelte
sammen med den privatejede Concorde

Undersiden af hendes hage er allerede
en drypstenshule af voks

Den udrevne indmad er endnu ikke
blevet fragtet væk fra landingsbanen

Hun mister bevidstheden
som et bundt nøgler
gennem en rist og
drømmer om at blive svejset
ind i et væskegyroskop

Jordens passagerkapacitet er lig nul {10:16}

I laboratoriet står centrifugen
tændt natten over
uden opsyn

som kirurgiske overgreb
bestemmer restriktionsenzymerne
hvad der er historisk og
hvad der er ahistorisk

vandet er gået
spøgelserne af de forudgående generationer
tripper nervøst omkring på hospitalsgangen
i deres digitalblå gæstekitler
og venter på at blive kaldt
ind igen

lægger mastercardet under vingen [10:07]

jeg forholder mig i ro
forseglet som en bankboks
lukket som en gammel bog
som du kun må læse, hvis du forsigtigt bøjer
siderne ud fra hinanden som vinger
og titter op i det hulrum, jeg har forbudt dig
at rive op

dine brevknive er som tusind hackeres koder i min mave

Arvestykker {10:00}

Hvad skulle det gøre godt for
at bygge en opbevaringsboks
i lydisolerende materialer

I Kina bruger man arbejdshold
til at dekonstruere skyskrabere
i stedet for at rage dem ned

I teorien banker halskædens vedhæng
tretten gange mod indervæggene
med dit billede indeni
før begge dele giver sig hen til hinanden
for at svæve fri af disse systemer
der stadig kører på målbar tid

Manden på jorden smiler med munden
arbejdshjelmen lægger en bjælke
af middagsskygge
over hans øjne

Askefællesgrav [22:00]

Her slutter dagens konstantskrift. Erik Scherz Andersen og Cecilie Lolk Hjort skrev 100 tekster i løbet af 12 timer ud fra Rasmus Varnich Blumensaats tekst “Askefællesgrav“:

Når jeg tænker på Vesten
tænker jeg mig selv
som en hund der kryber sammen ved sin ejers krop
efter en form for ulykke

[21:59]

Godnat, søde stjerner
som sukkerprikker i himlen
Godnat, glittersko
en 12-årig piges eneste drøm
Godnat, trætte metaforer
og døende klicheer
Godnat, Erik Scherz Andersen
og hvilke søvnigt og saligt kollapsende galakser
du end for øjeblikket
omgiver dig med.

Godnat (21:56)

Godnat, Miles Davis
læg dig som en hund
Godnat Charles Mingus
læg dig som en
Godnat John Coltrane
læg dig som
Godnat, Louis Armstrong
læg dig
Godnat, i øst og vest
dig
Godnat, Cecilie Lolk Hjort

I Østen stiger … [21:51]

I Østen stiger systemet op
I Vesten sænker det sig ned over den enkelte borger
som en moderlig stormsky, som fluorescerende bobleplast
et diskotek af paragraffer
en fest af begrænsninger
I Østen er systemet den ild, der viser sig på himlen om aftenen,
når solen har gået de sidste runder i kvarteret
I Vesten er systemet en guddom,
der ikke kan se sine bedende disciple,
men kan røre dem med sine lange, varme
fingre