Arbejdspladsen skal være et bageri
ikke en svinestald

Lige nu ligger dyrene og sover
langs blodårerne i min underarm
en stille hund sidder
på fingerspidsen og holder vagt

Bag mine øjenlåg kryber jeg sammen
om min frygt
for at være alene, for længe, forkert

Bygningen er fyldt med
lyden af døre der smækker

Vinduerne er lukkede ører
hvem hælder vandet fra
kartoflerne
i din mund
potato potato

Der er Sankt Hans Ål i strømperne
og elektriske ål, der ejer min krop

Min chef er et tyndt stearinlys
på den brændende hovedgade

Min kollega er et fyrfadslys
med hænderne på tastaturet
som var det hovedgærdet
en søndag morgen

Min ukrainske programmør
er et kalenderlys
men også en spand fuld af hundehvalpe
når det kommer til deadlines

Bygningen er fyldt med lønsedler
og kontrakter, der udgør hjertet
i det brændende Sankt Hans bål

jeg vil helst ikke vælge
mellem de muligheder, du sender som dartpile med posten
til mit ordstukne ansigt

jeg vil gerne have ‘ingenting’ til 500
hvad er lyden af én dør, der smækker

Jeg er en møller, maler lys,
sorterer skyggen fra, fraværet i sort
på gulvet i en spand, at skrue op for gulvet
at løfte taget, at bryde / løfte,
nødvendigheden.

jeg vil gå baglæns i dine fodspor
indtil jeg når dit udgangspunkt
eller bumper min ryg mod din varme mave
og dermed endelig standser de skridt, vi udtværer fortiden med
i forsøget på at genskabe den ulykke, der udgør dit liv

Jeg vil hellere være en lysekrone
end at være et spotlys fra IKEA
der kan brænde i helvede

Jeg vil hellere male lyset
og være en mølle
der slår vinden, umærkeligt

Jeg vil hellere gentage dit navn
end at sidde her i præsidentens sko
og tale en hund efter munden

Jeg vil hellere brænde i helvede
end at blive mindet om de lussinger
du har givet mig at sidde på

jeg ønsker, at du skal se mig i det lys
som min lysekrone kaster over små dele af virkeligheden
mens jeg går luciaoptog
gennem de brændende gader