Efter syndefaldet får Eden lov at gro til
i brændenælder, elefantørerabarber
kvikgræs og citronsyre
Keruberne ved ikke hvor de skal gå hen
de hænger i baren med sværdet på vågeblus
stirrer lidt forvirret op i himlens krystalglas
og nynner de første takter
af en hukommelsesremse
Dagen derpå er de spøgelsesaberne der indtager Rom
og vælter menneskenes statuer ud fra deres buer
den sidste rest af dyreriget der endnu ikke
har glemt sit rette navn