min fortid er en duft som af tusind røgelsespinde
der stikker ud fra brædderne i en faldefærdig bro
hen over en å, der engang fandtes
og som nu er de yderste spidser af en million høje græsstrå
der næsten ligner noget,
man kan gå på

tænker du på din familie
som du spiser ærter af bælge

tænker du på din elsker
som du spiser kager

tænker du på buschaufføren
som du spiser kartofler

tænker du på din hund
som du spiser et æble

tænker du på dig selv
som du spiser af min hånd

da jeg var barn, lovede jeg mig selv
at alle mine drømme skulle opfyldes.
jeg skriver dem ned hver morgen
og tager dem én for én.
jeg har vundet i lotteriet
(40 kr. – drømmen specificerede ikke hvor mange penge)
jeg har svømmet med delfiner
jeg er blevet gift
og skilt
har fået børn, lært tysk og hjulpet en gammel dame
og et akvarium
ud af en brændende bygning.
jeg har bygget et højhus
og vundet en brydekamp med en mand klædt i
hummerkostume.

nu går det meste af min tid med
at meditere og gå til psykiater
for at lære at kontrollere min underbevidsthed
så jeg ikke drømmer
et eller andet
åndssvagt.

skriv efter benene

læg dine sprog i en spand fuld af hundehvalpe
og lad dem slikke hvert et ord rent for kød
lad dem lege med knoglerne mens de vokser op
tætte som papir i en kogebog kan ligge opslået

i en hel uge

når jeg spotter det lys, du kaster i ansigtet på mig
ved jeg ikke selv om det er opdagelse
eller fornærmelse
mine sprog flyder ind i hinanden, jeg siger det hele
på én gang
som er min tidsregning
personlighedssplittet
(going dutch, going down)

det skvulper i dine tætskrevne bøger
med bølger, der klapper med en hånd
    med begge hænder lukker du døren
så det skvulper i dine jomfruelige bøger
der krøller selv den mindste tvivl
sammen til en sætning, der går
langt ind i kapitlerne
    som en badebro over din kavalergang

at gemme sig for familien
for at kunne se den bedre
at skære for
hvor affæren begynder
og evigheden holder op

den der følger sit hjerte
må krydre det med salt og peber
og selv pleje brandvablerne
fra den sorte gryde

at skære til
så der er til en hel
bakke metaforiske pomfritter

at skære ind til benet
hvor det bedste kød
gemmer sig for digtet

at skære fra
hvor gæsten begynder
og familien holder op

…den der kommer allersidst
skal i den sorte gryde

der er intet som tilfredshed
der er intet som hundehvalpe
intet som at skovle en hel bakke metaforiske pomfritter
ind i den brændende ovn
der er intet som at trampe rundt i de samme druer
til du er så svimmel, at vin ikke længere er nødvendig
intet som gødningen på markerne, intet som det hus, der bygges ovenpå
der er intet som helligheden
og den forbandelse, der følger uværgerligt efter
der er intet som intet
alle de atomer, der flyver rundt mellem hinanden
kan kun drømme om at opnå en flygtig lighed
med intet
med helligheden
hellige hellige intet
hellige skovl, hellige pomfritter
hellige maste druer som et blodbad under sålerne
molekylet er helligt, killingen og elefanten er hellige
men helligst af alt er digtet
for digtet kan nævne alt
og gør det aldrig

Der er intet som at stille sig tilfreds

alene at tænke er at flyve fra
den etisk-metaforiske lufthavn

hvornår følger du op med vin
hvornår er du færdig med at trampe
rundt i de moralske druer

alt der gærer
er gødning på konfettimarker
som du cykler langs
hver dag
på vej til arbejde

Hurra!