I dag lukker banken ti minutter efter den er åbnet [22:01]

Her ender dagens konstantskrift. Rasmus Varnich Blumensaat og Cecilie Lolk Hjort skrev 75 tekster i løbet af 12 timer. Vores forlæg var teksten “I dag lukker banken ti minutter efter den er åbnet” af Erik Scherz Andersen:

I dag lukker banken ti minutter efter den er åbnet.

Bistandsklienter, enkelte forretningsejere og nogle studerende når ikke ud, før dørene bliver forseglet. Bankens ansatte bliver ført ud bagved, mens kunderne bliver bedt om at forholde sig i ro. Efter en times tid uden yderligere information, går den første kunde om bag skranken. Han fortsætter ned ad gangen, som for hvert skridt han tager lader op til et eventyrligt suk.

Computere, lys, bankbokse, alt er slukket og forseglet. Virkeligheden er blevet lukket som var den en bog, og tilbage står det tilsyneladende. Så meget farvet papir har ingen set siden de gik i børnehave, og hvor alle nullerne kommer fra, er der ingen, der interesserer sig for nu.

I morgen på denne tid {22:00}

I dag var en god dag
alarmsystemet virkede
agaven i stuen drak en smule
kaffen skoldede ingen
ingen sagde for meget
undskyld
dørene gik automatisk op
selv når ingen var på vej ind

I dag var en god dag
at lægge i skuffen

I morgen på denne tid
er der endnu en dag tilbage

Tid er penge {21:55}

Kasseassistenten
får nok og trykker
på knappen under
skranken for at
sætte tiden
i st

Harmonikasammenstød {21:50}

På nuværende tidspunkt
er diskretionslinjen reduceret
til ren teori

Kunderne kaster sig mod
beskyttelsesglasset
mod hinanden som
makakaber i løbetid

Blodrøde floder
flyder fra kassen
med farvepatroner

Gerningsmanden
tænker på sin kæreste
der tænker på sin mand
der ser det hele tidsforskudt
i fjernsynet

Motivgranskning {21:41}

Du skal ikke tale til mig
mens hendes penge stadig
hænger i din hofteholder

du er en bærepose
for en fremmed kvinde
indtil det modsatte
er bevist

[21:39]

jorden er giftig
af boaslanger med gabene endnu sikkert låst fast
i deres sokler
og bevæger sig i søvnige, opadgående
spiraler på det store banklokales
loftspejlende gulv

når de røde tal på tavlen
skifter, bevæger køen sig langsomt, slingrende
og yderst forsigtigt
fremad mod den kasse,
der tilfældigvis står nærmest

ingen har noget imod at vente lidt ekstra tid,
hvis det ikke netop nu er dén kasse, der er ledig

Solskælv {21:26}

Vi kunne danse
danse direkte
ind i ilden
når den kommer
for den kommer
selvom den endnu
er skjult bag jordens
krumning får den
allerede skyerne til at rødme

“Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen” {21:18}

På direktørens kontor
vakler busten af Nixon
på sin søjle
uden at ramle

I udrykningslyset ved indgangen
jager statuernes egenskygger
hinanden som en industriel equalizer

Tokammersystem {21:05}

At tænke sig til jordskælv
som en form
for kuldegysning eller
en endnu ueksploderet
mine under mellemøstlig asfalt
buketter af kul
vi lader dem stå et øjeblik
som slør i rattet
en kæberasler
et vejbump
der ophæver kontrakten
med den indre erfaring

som søslag forplanter sig
til havets indvolde
får en sygdom
i solen
lyset til at gå
på jorden

som græsstrå
blackouter
systemernes rødder

whiteouter
et deprivationskammer
og giver sig
til at gabe
ektoplasma

nær din fødeby
fordobler lobbyister
laboratoriemusens
forventede levealder
igen

du stiger ud
med kabler i hænderne
hjortens kredsløb
kobles til bilens batteri
det giver et sæt