i tidernes morgen var
membranen bolig nok
hver bakterie svømmede frit
i altet
altid hjemme og altid ude
med vrængende nomademunde
som døre der åbner og lukker sig

når jeg bygger rede af dig
er det en slags udvidelse,
en måde at gro ud i verden
og op af sumpen

jeg graver mig ned i dine arme
går et par gange rundt om mig selv
og falder i søvn med min hale i munden