jeg spuler hvalerne tørre med knækkede vandslanger og fedtede øjne
og sætter teltpløkker i deres åndehuller
for at afholde en festival på deres privatiserede rygge
ingen skal fortælle mig at naturen er hellig
for jeg er natur
jeg er en evolutionær kraft
der stivner alt dét til kunst,
der står i vejen for mine drifter
Sidste strofe svinger. Jeg ser en hundrage balancere på kanten mellem neocortex og den forlængede rygmarv.